Han elsker mig

Jeg havde de dage efter et virkeligt stramt forhold til ham, og til mig selv. Jeg spiste ikke, jeg kunne ingenting – overhovedet! Jeg græd, grinte, råbte og skreg. Det hele gik ud over ham. Alt. Jeg ringede til ham i tide og utide for at rase ud, stille 1000 spørgsmål. Jeg kunne slet ikke forstå det, hvorfor kunne vi ikke bare fikse dette? Hvorfor skulle vi gå fra hinanden, hvorfor kunne jeg ikke få lov til at gøre noget som helst.

Det han nok har sagt allermest i hele denne seance er “Det er ikke mangel på kærlighed” og “Jeg elsker dig” han pointerede heletiden at det bestemt ikke var dette der var problemet, tværtimod. Faktummet var at han havde det rigtig dårligt i vores forhold. Jeg insisterede på at kærligheden selvfølgelig skulle vinde, fordi det gør den altid. Det har den gjort et utal af gange ift ham når jeg selv har været noget så træt af vores forhold og ham.

Dette var også tilfældet et par måneder før dette break-up. Jeg havde virkelig været i kulkælderen, og vidste der skulle ske noget. Jeg prøvede at råbe ham op, jeg prøvede virkelig at kommunikere med ham. Jeg kunne ikke komme igennem, og derfor besluttede jeg at jeg selv måtte gøre noget.

Jeg begyndte aktivt at opsøge veninder, og nye veninder for at han kunne få luft og tid for sig selv. Jeg prøvede virkelig at styrer mit behov for kontrol, og bare give slip. Jeg prøvede virkelig!