Dagen derpå

Jeg havde en fuldt booket kalender søndag, det første jeg gjorde var dog at aflyse den sene aftale. Jeg var en del mere bundet til den første, og også i bund og grund fordi det var min bedste veninde, og derfor kunne jeg lette ud i min grå og raseri.

Derpå stod jeg op kl 8.00 for at tage toget en halv time længere ud på landet, og mødes med min veninde. Jeg fik luftet ud, og alle mine frustrationer ud, så jeg ligesom var mere mentalt forberedt til at vende tilbage til det hjem jeg følte var splittet i atomer

Midt på eftermiddagen var jeg tilbage til endnu en samtale om hvor dumt jeg synes denne beslutning var, og om hvorfor det præcis var dette der skulle til, og hvorfor jeg intet vidste i opløbet til dette meget store omdrejningspunkt. Samtalen blev kort! Han spurgte hvad min veninde havde sagt til det, og som ingen overraskelse var egoisme en stor omdrejning i dette brud. Han sagde ikke noget, men endte med at tvinge det ud af ham. Han havde ikke ændre mening selvom han havde snakket med en kammerat, og hans mor havde været forbi i flere timer for at han for første gang kunne fortælle det og diskutere det med andre end sig selv.

Jeg kunne simpelthen ikke være i situationen, derfor besluttede jeg meget hurtigt at jeg blev nødt til at pakke et eller andet i en taske og gå. Mit eneste valg her var at tage hen til min søster for at søge trøst og støtte ude på det store endeløse hav jeg var endt på.