Det skete lørdag

Lørdag skulle vi til familie sammenkomst med min familie, iøvrigt en del af den S aldrig havde mødt – jeg er ikke ret tæt med dem.

Jeg gjorde mig løsligt klar, kun let makeup et par jeans og en løs sommerskjorte. Intet fancy, de er alle sammen fra Jylland. S havde sørget for et par dage forinden at vi kunne låne en kammerats bil til transporten, og vi hurtig kunne smutte igen.

Vi landede, hilste pænt rundt, fik en let frokost, senere hjemmelavet roulade og kaffe. Jeg havde en tanke i mit hoved omkring at vi cirka skulle vende snuden hjemad omkring kl 18.00, fordi jeg praktisktalt ikke gad at være der. Så som tænkt, så som gjort. Vi sagde farvel til mine forældre og søskende, hoppede ud i bilen og tog en hyggelig rolig tur hjem gennem smuk natur i det Fynske.

Da vi kom hjem havde jeg et kort erinde, hvor jeg blev hængende lidt længere for lige at tænke igennem hvad jeg skulle sige til ham. Jeg kom hjem i det moment S gik ud af døren fordi han synes jeg havde været lang tid om det. Det røg bare ud af mig: “Du bliver nødt til at sige noget”. han insisterede på at vi skulle gå indenfor, hvilket vi gjorde, men jeg kunne ikke se nogen grund til at jeg tog hverken sko eller jakke af fordi jeg kunne fornemme der var noget under opsejling. Han fik sagt noget i stil med at han ikke synes vi var en godt match. AF HVAD SAGDE HAN – IKKE ET GODT MATCH. Her gik jeg og troede at vi var et super godt match, selvfølgelig med ridser i lakken. Jeg troede vi var ok. jeg troede helt ærligt det var mig der var mere herrer over denne beslutning.

Det blev en lang nat! Rigtig lang, kun med få timers søvn.